post

En “ukendt spiller” fra et “ukendt spil” – Politiken om ‘nOtail’ og DoTA 2

Johan ‘nOtail’ Sundstein er en af verdens bedste DoTA 2-spillere, og han har lige fået en helside i Politiken, en spændende profil med en gennemgang af hans sportslige præstationer og personlige værdier. Super!! Men det hele er pakket ind i manchettens bittersøde og elitære ananas-i-egen-juice mentalitet: “Du kender ham ikke. For du læser Politiken.”
Politiken bringer i dag et længere portræt af Johan ‘nOtail’ Sundstein fra eSportsholdet ‘OG’, og det gør de mildest talt dårligt. Rigtig dårligt.
dota-2-live

DoTA 2 “The International”. Et “ukendt spil” ifølge Politiken.

eSport vokser i et nærmest eksponentielt forhold i de her år. Foreninger skyder op, og flere og flere professionelle hold finder til rette indenfor vores lille nationale andedam – og danskerne vinder både turneringer og hæder på de allerhøjeste niveauer verden over, og i flere forskellige spil. Vi har ‘nOtail’, ‘Bjergsen’, ‘Dev1ce’ og alle de andre. Alligevel er der – ganske som i skolegården i 90’erne – gået sport i at mobbe nørderne. “Du kender ham ikke. For du læser Politiken.” Nej, Lars Igum Rasmussen, Sundhedsredaktør (!!) for Politiken – du kender ham ikke, for du er en bedaget, akademiker-elitær, bagudstræbende, sådan-plejede-vi-at-gøre, jovist-og-nuvel, gammel-brokkende og langt-bagud-af-dansen skrivende pseudo-journalist. Æv bæv. Vi andre kender ham godt, og han er faktisk ret sej.
Det er beklageligt, at en af landets største og (vist nok?) mest seriøse aviser tager en så bedaget og håbløs vinkel på så aktuelt og interessant stof. Vi har – i verdens hurtigst voksende sportsgren – flere navne i verdenseliten i Danmark, alligevel skal det pilles ned til “ukendt person”, “ukendt spil” m.v.?
Det er ganske fair, hvis journalisten ikke interesserer sig for eSport (“E-gaming”??), men hvorfor pokker sætter man så ikke en med lidt tæft for feltet til at skrive artiklen? Eller i det mindste bare gennemlæse den. Tidligere i den her uge gik Parken Sport og Entertainment sammen med Nordisk Film frem og lagde en enormt ambitiøst multimillions-agenda ud for deres eSports-satsning, North. Samtidig er danske Astralis verdens bedste CS:GO hold (som er en af verdens mest sete sportsgrene) og har lige fået en kæmpe millionindsprøjtning fra et dansk investorselskab foruden Kasper Hvidt (Politiken, I ved.. ham fra håndbold) som sportslig direktør. Kan vi ikke blive enige om, at eSport er ved at være “en ting”, og at det fortjener et gran af seriøsitet og journalistisk vedholdenhed at dække den slags?
og-boston-major

OG vandt i ’16 Boston Major – og $1.000.000

Hvor er den journalistiske vinkel om den unge mand som havde en drøm og satsede på den? Hvor er lydhørheden for hundredetusinder af unge danskere som dyrker den “nye” (men faktisk årti gamle) eSport? Hvor er interessen for hvor samfundet bevæger sig hen? Kom nu frisk, for pokker!