post

Er det legende (computer) spil i virkeligheden løsningen på alle folkeskolens problemer? Jeg havde et interessant møde i dag med kollega, der specialiserer sig i spilbaseret læring. Kollegaen, Mathias Poulsen, citerede en AU-forsker, Ole Sejer Iversen, som efter at have diskuteret individuationsprocesser og udviklingen af særligt stærke og unikke individer i folkeskolen sluttede af med;

”Vi vil jo alle sammen helst hænge ud med Baloo alligevel.”

Underforstået at… jaja… Det er superfint at vores folkeskole kærer sig uendeligt meget om ”Det enkelte barn”, at den udvikler barnets individuelle og faglige identitet(sproces). Det er skønt at folkeskolen sørger for, at alle børn (og i særdeleshed deres forældre!) er 100 % klar over hvorfor lige netop DE er særligt kapable og enestående mennesker. Problemet med den tankegang er bare, at børnenes værdi måles i hvad de kan. Der fokuseres på den individuelle og målbare præstation, og børnene sammenlignes med hinanden for at finde ud af hvor de ligger i forhold til arbitrære kurver for læsefærdigheder, matematiske evner og flair i musiklokalet.

I stedet kunne man kigge på hvad børnene gør. Hvad sker der når det enkelte barn indgår i en gruppe; hvordan leger det med de andre, hvordan får det de andre børn til at føle sig og så fremdeles. Man behøver ikke at dyrke barnet som “individ” førend de kan klappe stavelserne i “æble”. I stedet for at fagligt at måle og veje dem fra så tidlig en alder, bør man fokusere på hvordan de her små individer egentlig fungerer sammen med andre små individer.

Og det er her Baloo kommer ind. Baloo er hverken den dygtigste, klogeste eller skarpeste karakter i Disneys Junglebogen. Ikke engang tæt på. Faktisk er han lidt dum, en smule doven og temmelig plat i sit udtryk. Alligevel vil alle da hellere hænge ud med ham end med Bagheera – modstykket i panterform der både kan tænke, tale og kloge sig om alverdens emner.

Baloo Mad

Månedens medarbejder?

I projektarbejde og lange arbejdsprocesser fungerer det afsindigt dårligt hvis alle fokuserer på, at være den dygtigiste, den klogeste og den mest Bagheera-agtige som muligt. I vellykkede projekt er der en eller flere personer der udfylder Baloo-rollen; og hvorom de ikke altid bidrager med uendelige mængder faglig visdom, så sker der som regel noget når de deltager i processen; humøret højnes og arbejdsmiljø – og indsats – bliver bedre!

Noget kunne tyde på, at Bagheera’erne også risikerer at brænde ud: Politikken og Tv2

Det er altså ikke kun i folkeskoler og daginstitutioner af Baloo-kvaliteterne værdsættes. Det er også i erhvervs- og foreningslivet. Den forhippede fokus på at blive så dygtig til ting fremfor mennesker er kompliceret og svær at forklare. Jeg vil meget hellere fokusere på, hvordan vi får uddannet nogle mennesker der bevarer deres Baloo’ske kvaliteter.

Jeg tror svaret er simpelt. Vi skal huske at lege. Vi skal lege med ord, objekter og – i særdeleshed – hinanden! Lige netop de ting kan computerspil være fantastiske til.

I al den modstand der for tiden kan opleves mod, at børn og unge bruger tid foran skærme eller monitors, argumenteres der ofte med ”At de jo ikke lærer noget af de der EDB-sjov.” og hvorom jeg flere gange har plæderet for, at der i høj grad kan findes faglige kompetencer i digitale spil, så glemmer vi nogle gange at tager snakken lidt længere ud. Det er jo netop ikke kun overskrifterne fra skoleskemaet der skaber mennesker; det er i høj grad også de ting der sker imellem blokkene med matematik og håndarbejde – i frikvartererne. Hvor selvsagt det end måtte virke, så må vi ikke glemme pointen at spil får spillerne til at blive interessante mennesker!

Baloo Dans

At kunne lege, drømme og fantasere er fantastiske kvaliteter i et menneske – ligegyldigt hvem, hvor og hvad du er.

Så børn og unge sidder med computer- eller konsolspil  spilder  ikke nødvendigvis tiden. De gemmer sig ikke fra ”virkelige” relationer. De leger at de er cowboys, rummænd, prinser og prinsesser – bevares, de gør det på en anden måde end man gjorde for 30 år siden – men det er ikke nødvendigvis skidt. Det er heller ikke nødvendigvis bedre. Det er bare nyt og en smule anderledes.

Vi skal, som voksne og fagpersoner, omkring den computerspillende generation være med til at dyrke det nye (digitalt) legende barn. Vi skal anerkende, at der sker sjove, interessante, farlige og fantastiske ting inde på skærmen. Så åbner vi også op for at børnene kan snakke med os – og med hinanden – om alle de indtryk de får.

Fantasien skal dyrkes. Det at “lege” og “spilde tiden” må aldrig blive en dårlig ting man skal skamme sig over eller kun må gøre 30 minutter om dagen og ALDRIG førend man har lavet sin blækregning.

Man skal ikke nødvendigvis rende rundt i skoven med huller på knæene for at lege røvere og soldater.