post

Må kvinder spille computerspil?

Som fortsættelse på diskussionen om stereotypiske kønsroller og kønssyn i spilkulturen ansporet af henholdsvis Gamer- og Gambler-gate vil jeg gerne udfolde kvinders rolle i computerspil. Umiddelbart spørger man hurtigt sig selv om, hvorfor kvinder dog har så uendeligt dårlig smag i computerspil? Samtidigt ser det ud som om at de mestendels spiller alene, spiller de dårlige spil og næsten aldrig omtaler sig selv som spillere/gamere. Ser man udelukkende på tallene og statistikkerne kunne man tro, at kvinder bare har markant dårligere smag end mænd og ikke kan finde ud af at spille ”rigtige” spil – men sandheden er mere kompliceret og dækker over nogle vigtige forhold i spilkulturen, som vi bliver nødt til at tage hånd om, hvis vi ønsker, at gamingen skal fortsætte sin positive udvikling og udvidelse.

Kvinder spiller dårlige spil

Jeg holder en del foredrag og workshops om den computerspillende og internet-brugende generation: Her er det tit overraskende for både unge og voksne, at ifølge Medierådet for Børn og Unge spiller 96 % af de unge (10-18 årige) drenge og 82 % af de unge piger computerspil – således er det for begge køn normen at game. Det diskuteres ofte hvordan det kan være, at forskellen er så stor, når man kigger på, hvad og hvordan de to køn spiller: Drengene spiller ofte sammen med eller mod hinanden og andre, hvorimod pigerne helst spiller alene. Samtidigt er drengene storforbrugere af “rigtige” computerspil som Fifa, Minecraft, Call of Duty m.v., og pigerne er næsten de eneste, der spiller Hay Day, Candy Crush Saga og andre mobilspil (hvis eneste formål er at lokke penge ud af brugerne uden, at det opdages).

Computerspil XX_XY

DR’s grafiske fremstilling af Medierådet for Børn og Unges undersøgelse i 2014.

Jeg ser to store grunde til, at det forholder sig sådan – Branchen og spillerne:

Branchen

Store spiltitler udvikles og markedsføres oftest direkte til den typiske forbrugergruppe; mænd mellem 15 og 30. Den prototypiske gamer, en ung mand endnu uden familie, er et sikkert markedsføringskort, når de nyeste spil skal sælges. Det er bl.a. derfor, at de fleste af de spilserier, som har overlevet mange år på markedet, er med stereotypt maskulint indhold; krudt, kugler og fodbolde. Det har desværre den sideeffekt, at de spil optager så stor en del af markedet, så det er kun ”rest-spillene”, der promoveres til den resterende del, dvs. kvinderne. Alt for ofte ses interaktive kogebøger, shopping-spil eller make-up simulatorer som landvindinger i forsøget på at inkludere kvinderne i gaming-verdenen. Desværre er det alt for ofte uhyre ringe spil, der pryder forsiderne af ”Girl Gamer Magazine” og andre ”trendsettende” medier. Man fornemmer nærmest, at der tales bevidst ned til den kvindelige gamer, som ”da lige kan få lov at lege lidt med et gamepad, inden hun skal ud og lave mad til den Call of Duty-spillende mand i husstanden”.

Girl Gamer Magazine

Nogle gange er branchens produkter til kvinder… ehm… lidt konservative i deres udtryk?

Når der er så stor korrelation mellem ”spil til kvinder” og ”dårlige spil”, skabes der lynhurtigt et miljø, hvor de gode spil er forbeholdt mændene, og hvor det indirekte insinueres, at kvinder er med på afbud. Vi befinder os i de her år i en diskurs hvor kvinder forstås som et helt køn der hverken interesserer sig for eller kan finde ud af spil – en selvforstærkende proces i og med de sjældent inviteres med ind i spilkulturen, hverken bogstaveligt eller billedligt. Når vi taler som om, at de mest populære spil ikke ville være noget for halvdelen af jordens befolkning, halvdelen af alle gamere, så skabes der lynhurtigt et kraftigt selvforstærkende udsagn.

Spillerne

Når der markedsføres så aggressivt til den maskuline kultur, fordrer det også, at spilmiljøerne i sig selv bliver enormt ”maskuline”. Citationstegnene er installeret fordi den maskuline kultur, der meget nemt kommer til udtryk i onlineverdenens anonyme rum i virkeligheden, er meget lidt maskulin. Et højtråbende fåtal af gamerne udbasunerer en fordummet machismo-kultur, hvor mænd kun er rigtige mænd, hvis de pisser patroner og spiser diesel-motorer. Det er fantastisk at have spilverdenen som et frirum til at lege med ekstremer og stereotyper, men et kig i chatboksene fra hvilket som helst online spil viser, at ikke alle kan administrere den kønsligt funderede værdinorm og fortaber sig i tåbelige kommentarer om køn, race eller seksualitet.

Show me ur boobs

Ikke et sjældent syn for kvindelige gamere.

I mange online-spil og ditto fora bliver kvinder, såfremt de formaster sig til at tilkendegive deres køn, enten hilst velkomne med forespørgsler om billeder af bryster og/eller baller eller får besked på, at smutte tilbage til kødgryderne. Hvad enten det er til “positiv” eller negativ side (hvor begge iøvrigt er udtalt sexistiske), så behandles kvinder i mange spil-miljøer som noget, der fraviger normalen – at computerspillere kun er drenge og mænd.

Selvom dette forhold kun drejer sig om et fåtal af gamerne i online spillene, så er der desværre tale om en minoritet som er enormt god til at råbe højt, og som i den grad gør opmærksom på sig selv.

FemFreq Hate

…Bedrøveligt højt…

Om man tager tallene fra Medierådet, Statista eller PEW som udgangspunkt er lige meget; vi kan sige, at tanken om, at computerspillere per default er drenge, er forkert. Der er næsten ligeså mange kvinder som mænd, der spiller computerspil.

Derfor er det desto mere besynderligt, at mænd og drenge i langt højere grad end kvinder, kan bryste sig af at være “nørder” eller “gamere” samt sidder på en så stor del af aktiviteten i de store, populære og veludførte computer- og konsolspil.

En moderne mandeklub?

Når man oplever den hyppige genstandsgøren af kvinder i onlinemiljøer, enorme furore over kvindernes spørgsmål til spilmediets bestanddele, pigernes fravær i multiplayerspil og generelle indstilling i nørdkredse overfor kvinder, så er det svært ikke at blive bekymret for nørdkulturens videre levevilkår.

Uanset hvilket symptom man kigger på, så ser det ud til, at computerspillenes verden forstås og opleves som en moderne mandeklub – kvinder ingen adgang.

Vi kan se, at kvinder også gerne vil spille computerspil; men de enten forskelsbehandles eller forvises til mobilspillenes ødeland af både spillergrupper og spiludviklere.

Gamer - Stereotyp 2

Gamere kommer heldigvis i mange størrelser, formater, looks og udgaver efterhånden.

Jeg giver ikke mange sekunders opmærksomhed til argumentet om, at kvinder måske bare bedre kan li’ de simple mobilspil. Beklager. Kvinder er ikke dumme eller har biologisk betinget dårlig smag. Sådan fungerer det ikke. Minecraft, Overwatch, League of Legends, Counter-Strike og GTA er gode spil uanset, hvilket køn spilleren måtte have.

Det forholder sig heldigvis ikke sådan, at computerspillere per definition har noget imod kvinder; ej heller at andet end et fåtal er udtalt negative overfor, at kvinder gamer. Heldigvis. Men jo mere man kigger på systemet som et hele og kigger på hele subkulturen omkring computerspil – jo mere ser det desværre ud som, at en alt for stor del af gamerne – af os – har en laissez faire-tilgang til kvinder plads i spilmiljøerne. Både som spillere, forbrugere, udviklere og mennesker har vi et ansvar for, ikke bare at lade være med at være røvhuller, men også til at kigge vores systemer og miljøer efter i sømmene for at se, om de er helt, som vi synes, de skal være.

Det synes jeg ikke er tilfældet for gamerne og nørderne.

Selvom 99 % af de aktive gamere ikke er de modbydelige åndstosser, der stikker deres grimme hoveder frem i debatfora og chat-bokse, eller de PR-folk og udviklere, som spiller det sikre spil og markedsfører velkendte spil til velkendte markeder; krigsspil med krudt og kugler til pubertære knægte med løsslupne PayPal-konti, så er de 99 % stadig en del af den kultur, som indirekte understøtter den… mindre end optimale… behandling af kvinder i nørd-kulturen.

En nørd er en nørd er en nørd

Det her handler ikke om en revolution. Det handler ikke om, at vi stopper med at spille, hverken Counter-Strike eller League of Legends – slet ikke – spil er fantastiske! Det handler om noget så simpelt, og samtidigt hamrende kompliceret, som en attitude-justering.

Je Suis Un Gamer

Billedet af “en gamer” skal rettes til, anno 2016.

Vi bliver som spillere og nørder nødt til, at stoppe med at tænke, at kvinder i spil- og nørd-miljøer er noget særligt. Så snart vi anerkender, at ikke kun drenge gerne vil redde verden, slå dragen ihjel eller besejre skurken, og forstår, at kvinder ikke er på udebane, så snart de tænder for enten PC eller Playstation, så er vi nået langt. Eller. Vi er i hvert fald kommet længere, end vi er lige nu.

Ansvaret bæres dog også af de gode gamere – dem som ikke skelner på baggrund af køn eller kunnen når der skal laves hold til FIFA-turneringen eller LoL-kampene. For det er enormt nemt at grine lidt af, eller himle med øjnene over, de tosser som stadig titulerer kvinder som kællinger og piger som n00b’s så snart snakken foregår i et spil eller forum på nettet. Det bliver nødt til at være et ansvar for os alle sammen at bede tosserne holde kæft og hutle sig tilbage under den sten de er kravlet ud fra, for at benove os med deres pubertære kvindehad malet i alle sprogets farverige nuancer. Ansvaret alle gamere bærer for at udvikle og udbygge vores skønne kultur bærer også et krav om handling med sig; tosserne skal mutes og gamere skal forstås og mødes som det de er – fantastiske nørder der også brænder for computerspillene og de tusindvis af positive og prosociale muligheder de bærer med sig.

post

Pokémon GO

Fra den ene dag til den anden har man kunnet se internettet begejstres og benoves i sjælden grad over endnu en spil-app til mobiltelefoner. Pokémon, de eventyrlige små “monstre” modelleret efter mere eller mindre fantasifulde udtryk af rigtige dyr, viste sig at være den hemmelige ingrediens der skulle til for at fange børn, unge, voksne, mænd og kvinder i en global lykkerus over at få lov til at stirre (endnu?) mere ned i lyset fra mobiltelefonen.

Pokemon

“Gotta’ catch ‘em all”

Foruden allerede at have flere aktive brugere end Twitter, længere aktive sessioner end Facebook og mange flere Google-søgninger end “Porn”, så ser det kun ud til at Pokémon GO’s popularitet går én vej – opad!

Vi tager over de næste par afsnit et nærmere kig på hvad den nye Pokémon-dille egentlig går ud på, og hvad man skal være særligt opmærksom på. Selvom det måske er sjovt at kaste Poké Balls efter Pikachu og vennerne kan der være både penge og helbred på spil.

Pokémon… GO?

Pokémon GO er det nyeste skud på stammen på en i forvejen lang række af spil der som oftest er udkommet til håndholdte enheder – Gameboys og de nyere Nintendo DS-konsoller. Den normale Pokémon-skabelon har været at man starte med at vælge ét start-monster og derefter styrer sin karakter ud på eventyr i et fiktivt univers hvor man bruger først sit lille start-monster til at nedkæmpe og fange andre monstre, for herved at udvide sit hold og til sidst besejre en stor skummel boss eller anti-helt i en dramatisk 6-mod-6 Pokémon-duel.

Pokémon GO tager en anden vej. Selvom universet og monstrene er de samme (kun Pokémons fra første generation, indtil videre) er spilmekanismerne ændret drastisk.

Først og fremmest er indfangningen af nye monstre skiftet til, at man bare kaster Poké Balls efter dem og håber på at ramme – jo mere man stiger i rang desto nemmere bliver det. Ydermere er kampene, som indtil videre kun foregår i dertil indrettede Poké Gyms, reduceret til en angrib-og-undvig manøvrebane hvor monstrenes særlige egenskaber og personlighed ikke kommer specielt meget til udtryk.

Det største skift – og det der gør Pokémon GO enormt interessant – er, at Pokémon GO foregår i den virkelige verden!

ARG – Augmented Reality Gaming

Pokémon GO’s foregår primært på et oversigtskort over der hvor spilleren befinder sig; spillet bruger GPS-data fra telefonen til at lave et kort over de nærmeste omgivelser, og med rund hånd drysset ud over lokalområdet finder man så både vilde Pokémons, forskellige Pokéstops, Gyms m.m. som hverisær tjener forskellige formål i spillet.

Screenshot_2016-07-18-13-20-56

Poké-kortet over det sydvestlige hjørne af Botanisk Have i Aarhus.

Når man ser en vild Pokémon på sit lokal-kort trykker man på den, og bliver taget til “kamp-skærmen”. Her tændes telefonens kamera og på skærmen vises den vilde Pokémon i de omgivelser man nu engang befinder sig i! Man kan altså både se Pikachus i den lokale park, Beedrils midt på landevejen eller en Dragonite i sit badekar. Lige netop de features har Pokémon-trænere in spe længtes efter siden de første spil udkom, for tyve år siden: Tænk sig at kunne gå en tur op og ned ad vejen og fange Pokémons i sin egen rigtige verden? Ikke noget med smutture til fiktive Kanto, Hoenn eller Johto; bare en tur rundt i sin egen by med Pokédex og Poké Balls i lommerne…

Pokemon Go Charmander

En Charmander bevogter aftensmaden.

Screenshot_2016-07-18-13-28-52

En Krabby har indtaget stereoanlægget.

 

Det er fantastisk!

Set ud fra et perspektiv på spilindustrien som hele er Pokémon GO fantastisk! Pokémon GO er det første spil som succesfuldt får gamerne, nørderne, spillerne udenfor hjemmets fire vægge og sofaens bløde puder. Dét er virkelig imponerende! Andre spil, bl.a. Ingress (fra samme udvikler som Pokémon GO) har forsøgt at blande virkelighed og spil sammen, men med ringe succes – gamere har indtil nu ikke vist sig at være meget for at blande deres to verdener.

Gamere og nørder har i mange år haft ry for at leve bedst i mørke indelukkede små kælderrum, hvor de helst undgår social kontakt og fuldkorns-føde. I nogen grad har ryet været berettiget til trods for, at særligt den seneste håndfuld har set en eksplosiv vækst i multiplayer og samarbejds-baserede spil, men selv disse har foregået bedst hjemme hos nørderne selv eftersom det jo er dér bredbåndsforbindelsen er tilsluttet og computerskærmen sat til.

Pokémon GO nedbryder det omdømme ved at flytte spillets indhold ud af den digitale verden og ud i den virkelige – og allerhelst ud på gaden eller i naturen.

Pokemon GO

Pokémon GO trækker allerede nogle polariserede holdninger med sig.

Det er pludselig ikke et særsyn at se unge computer-fikserede drenge og piger vandre målrettet afsted med smartphones i hånden imens der peges, gestikuleres og snakkes. Spillet er indrettet således, at lokale attraktioner omdannes til Pokéstops hvor der gemmer sig små bonusser eller præmier, men som kun kan indhentes hvis man selv befinder sig på stedet. Således opstår der endnu en gevinst i, at Pokémon-turene ikke kun er ud i det blå, men også rundt til nabolagets glemte skatte og seværdige attraktioner. 

Pokémon GO ser altså ud til at være det første spil efter Nintendos nu nedkørte Wii-konsol, som belønner fysisk aktivitet, og oveni endda præmiere gåturene med oplevelse i den virkelige og digitale verden!

Træerne vokser ikke ind i himlen…

Om end jeg selv nemt bliver fanget i begejstringen over at have fanget en Squirtle på min ferie i Island (den hedder selvfølgelig Dalvik efter byen jeg fangede den i), så er Pokémon-jublen ikke endeløs. Der er et par faldgruber som nettets nørder (jeg selv inklusive) måske har glemt i den umiddelbare glædesrus.

  • Det er ikke en erstatning for motion

Hvorom en gåtur aldrig skader, så er det heller ikke den hurtigste vej til mindre mave og rødere kinder. Pokémon præmierer ikke fysisk udfoldelse på anden vis, end at nødde spillerne til at bevæge sig udenfor med deres mobiltelefoner og pege dem rundt i området. Man skal ikke løbe en håndfuld kilometer for at fange sine monstre, ej heller skal konditionen forbedres inden man kan rykke op på næste niveau.

Pokémon GO er flere steder blevet italesat som en motions-app, eller nørd-mavernes frelse – men man skal altså ud og fange RET mange Zubats førend pepperoni-pizzaen er forbrændt!

  • Det ér et mobil-spil

… på godt og ondt. Det er altid fornøjeligt at man kan have underholdning i lommestørrelse, men Pokémon GO falder i de samme slidt fælder som Hayday, Candy Crush Saga og alle de andre spil som jeg med rund hånd i mine foredrag og oplæg om gaming og gaming-kultur, har givet det lidet kærlige kælenavn “Narko-spil”: Pokémon GO ér gratis, man bliver markant sjovere hvis man smider penge efter det – ganske som alle de andre milliard-omsættende gratis-spil til mobiltelefonerne.

Man starter spillet ud med en stor mængde Poké Balls men løber tør i takt med, at man fanger flere og flere monstre (de fleste tager flere kaste-forsøg at fange), og den nemmeste måde at få flere bolde på, er at købe dem for kolde kontanter i den indbyggede shop. -Særligt problematisk er det, at sjældnere Pokémons kun kan fanges med dyrere og sjældnere Poké Balls.. Tilsvarende med lures, revives, potions og så fremdeles.

Screenshot_2016-07-18-13-35-43

De vigtigere og vigtigere ting kan købes for Poké Coins…

Screenshot_2016-07-18-13-35-30

… og Poké Coins kan købes for rigtige penge.

Pokémon GO er skåret efter den sejrssikre skabelon, at kan man gøre starten af spillet sjovt (masser af Poké Balls til at fange en masse nye Pokémons), så kan man næsten garantere at folk gladeligt smider klingende mønt efter de næste kapitler af spillet, “Nu har jeg jo investeret 50 timer, så gør 25,- ikke noget.” Faldgruben herved er bare, at når man har brugt de første håndøre på et par Poké Balls (slikkepinde-hammeri Candy Crush, gems i Clash of Clans eller tilsvarende) så er argumentet nemt at gentage næste gang spillet falder lidt i underholdningsværdi, eller stiger i sværhedsgrad.

  • Det er et dårligt spil

Oooog nu bliver jeg nok uvenner med resten af internettet, men Pokémon GO er ikke noget specielt godt spil. Foruden det faktum at serverne nærmest konstant er nede (http://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/spil/millioner-i-vildrede-pokemon-go-server-nede/6192600), er der ikke meget spilmæssigt indhold at hente i Pokémon GO. Man går over til en Pokémon på kortet og smider så via fingerknips på mobiltelefonens skærm, bolde efter den indtil man rammer. Så går man hjem igen – eller videre til næste monster, Poké Stop eller Gym… Avancerer man lidt i spillet kan man kæmpe i de lokale Poké Gyms, hvor andre spillere enten har opsat en række Pokémons man skal kæmpe mod. Som tidligere nævnt foregår kampene dog uden strategi, indsigt eller noget som helst andet end hektiske fingerknips på skærmen. Det bliver hurtigt kedeligt.

Pokémon GO er et virkelig “godt” dårligt spil

Alt dét være sagt, så er jeg både som spiller og spil-skribent virkelig imponeret og underholdt af Pokémon GO! Foruden at være det første augmented reality-spil som rent faktisk får folk ud i virkeligheden, så lukrerer spillet på Pokémon-nostalgien i så stor en grad, at voksne og børn gladeligt spænder velcroen på kondiskoene og tager en gåtur for lige at undersøge de lokale matrikler for nye og spændende Pokémons. Det er fantastisk at se en app der blander spil-indhold med virkelige områder så glidende, og det åbner op for virkelig mange muligheder fremadrettet – både for Pokémon GO selv, men også for resten af spilindustrien.

Rygtet om en Vaporeon i en lokal park spredte sig temmelig hurtigt i New York.

Jeg tror, at Nintendo og Niantics nye spil bliver arkivmeteren for mobil-spil fremadrettet – på godt og ondt. Det er vanvittigt at se videoer at folkemængde der stormer ind i ellers ubesøgte lokale parker for at fange en Vaporeon, men ligeså snart eksklusiv-events sælges til firmaer, “Du kan fange en Zapdos i Tivoli men KUN på lørdag mellem 12 og 14” opstår der en uheldig økonomisk motivation i spillet. Tilsvarende jo flere spillere der kommer længere i spillet og de dyrere/sjældnere værktøjer bliver nødvendige – pludselig er spillet forbeholdt de som betaler sig fra at blive gode til det.

Screenshot_2016-07-15-16-55-44

Selvfølgelig kan indflydelsen også bruges prosocialt!

Pokémon GO er allerede en enorm økonomisk succes for Niantic og Nintendo – og jeg tror kun at tallet på bundlinjen af regnskabet vokser i takt med, at flere og flere spillere finder lures og master-balls nødvendige for at bibevare interessen i spillet, og dermed forsvare de dusinvis af timer der allerede er brugt deri.

Paranoid sølvpapirs-hat til side, så har vi dog med et spil at gøre, som forener nørder med bly gaming-violer, børn med voksne og ikke kun gør det i digitale universer, men rent faktisk ovre i den lokale park, på banegården eller eller ude på gaden. Hvorom Pokémon GO-spillerier ikke kan erstatte en tur i fitness-centret, så er det enormt positivt at bevægelse og en grad af motion er indlejret som et så vigtigt element i spillet; for det første kan det være starten på enden af stereotypen om den dovne nørd, sekundært kan det være at spillerne via eksponeringen finder ud af, at motion faktisk kan være både sjovt og givtigt.

Pokémon GO er et spil med en allerede enorm impact på måden vi tænker computerspil på – og kan herfra enten udvikle sig til en horribel pengemaskine alá Candy Crush Saga, Hay Day, Clash of Clans og alle de andre, eller virkelig være rorgænger på en ny prosocial, spændende og virkelighedsnær gaming-revolution.

Indtil vi ser hvilken af de to bliver virkelighed er det bare at nyde spillet – og HUSKE at se sig for når man løber over gaden efter sin næste Eevee!

Screenshot_2016-07-15-18-49-24

Det første man ser når man logger ind.

For god ordens skyld gentager jeg lige Politiets gode råd for Pokémon GO-spillere, da der har været mange henvendelser om trafikale problemer, eller ivrige spillere der er gået ind på privat område i jagten på den helt rigtige Pokémon:

① Gå ikke ind på privat område uden tilladelse

② Overvej nøje, hvordan din adfærd må se ud for andre – ligner du fx en indbrudstyv?

③ Se dig for – ellers kan du være til fare for dig selv og andre i trafikken